Er du en af de mange danskere der slæber rundt på en skavank af en slags, et dårligt knæ, en hofte med gigt eller en diskusprolaps? Det at få en skade der forhindrer dig i at træne som måske før har gjort kan nemt blive en ond cirkel. Fordi det gør ondt at dyrke motion får du ikke gjort det og før du ved af det har du taget på og den ekstra vægt gør så endnu mere ondt.
Hvad kan du så overhovedet gøre? Efter min mening er det bedste du kan gøre at vælge en skånsom motionsform og så langsomt træne dig op. Det kan godt være du lige nu har svært ved bare at komme rundt til dine ærinder, men med langsom gradueret optræning kan du forhåbentlig med tiden komme i god form igen.
Her ser vi på 3 skånsomme motionsformer, som jeg mener næsten alle kan klare med lidt indsat.
Gåture
At gå en tur kan være rigtig fin motion. Går du i et rask tempo kan du forbrænde 300-500 kalorier og træne din kondition samtidig. Det er også en motionsform der er meget skånsom. Du vil sjældent mærke det slemt efter en god gåtur, så længe du holder dig indenfor dine grænser.
Hvor mange skridt skal man så gå? Den officielle anbefaling plejede at være 10.000 skridt om dagen, men nu er flere begyndt at anbefale op til 16.000 skridt om dagen. Jeg vil gøre det lidt anderledes og anbefale du begynder med 30 minutter hver dag og når du er i bedre form skal du prøve at gå 1 time om dagen i rask tempo.
Cykling
Cykling er måske den mest skånsomme motionsform. Du kan cykle som transport, men her tænker jeg mere på motionscyklen, som du kan få en fornuftig en af slagsen for bare et par tusind kroner. Du kan også kaste dig over spinning i fitnesscenteret, hvis du mere er til det sociale.
Cykling har næsten ingen belastning på led og lemmer og er enormt effektiv til at forbrænde kalorier og få dig i bedre form.
Svømning
Den sidste motionsform jeg anbefaler er svømning, selv om jeg ikke anbefaler den til alle. Svømning er måske den vigtigste motionsform for dig med skavanker fordi du ligger vægtløs i vandet. Du kan altså skrue op og ned for intensiteten uden at dine led og muskler bliver udsat for stød. Dog skal du være opmærksom på at svømning kan være hårdt for nakken, især hvis du svømmer brystsvømning.
Forfatter
-
Erik Haalo Hamre er redaktør og ekspert på Fitfact.dk og under uddannelse som Kostvejleder. Han har 20 års erfaring med styrketræning og har roet i Hellerup Roklub i en årrække.
Tags: g-ads